Jeg har altid bare sagt, at jeg føler mig som jyde.
Jeg fatter ikke, hvorfor alle, der får den slags spørgsmål, ikke bare gør sådan. Iranerne i Gellerup, jordanerne i Vollsmose. Eller hvad de nu er.
Hvorfor siger de ikke bare, at de mest af alt føler sig som jyder eller fynboer, når de bliver spurgt om det der: “Er du mest dansker eller [whatever]?”
Folk bliver så charmerede, og så holder de mund med at spørge, og man kan være, hvad man nu er, i fred. Og man har endda fået goodwill. Man skal bare huske at smile, mens man siger det. Eventuelt tøve lidt først, inden man svarer, så de, der har spurgt, står helt anspændte og parat til at være aggressive. Det er sjovt at se gassen gå af dem.
Og bagefter kan man gå og passe sig selv, tænke sit, være sin egen.
Lise og Gerhard kunne aldrig finde ud af det. Bolle slet ikke.
De gjorde det så besværligt for sig selv.
Men irriterer det dig aldrig overhovedet at få stillet spørgsmålet?