Man lander et sted, og så kan man altid finde en måde at klare sig.
Man finder systemet, og så lever man efter det, finder stederne og tiderne, hvor man kan være sig selv.
At ro ud på blankt vand, mærke båden og årerne og rytmen.
Så er man menneske.
Und sperrt man mich ein im finsteren Kerker,
das alles sind rein vergebliche Werke.
Denn meine Gedanken zerreißen die Schranken
und Mauern entzwei. Die Gedanken sind frei.
reinhard wrote @
Kære Kjeldberg
Nu ved jeg ikke, hvorfor folk skulle kalde Hannes en fej vendekåbe. Men i øvrigt så kalder folk en for så meget uden at man kan gøre hverken til eller fra.
Og når nu Hannes har citeret noget af det smukkeste, der er skrevet i en tysk sangtekst, så vil jeg sige: Folk kan kalde dig hvad de vil, de kan sætte dig i bås fysisk eller mentalt. Det kan være, de kan gøre sig til herre over dit billede, men dig bliver de ikke herre over.
Morgan wrote @
Kære Hannes
Også du er ny på min horisont. Og dog.
Jeg har mødt mange som dig. Brændt mig på dem. Følt for dem. Elsket dem. Hadet dem. Forsøgt at redde dem.
Og selvom jeg i dag har en strategi. Der handler om at styre mit livreddergen. Og holde mig fra jer. Og også oplevede mere end en gang i løbet af romanen, at jeg havde lyst til at råbe af dig. I afmagt. Vrede. Frustration. Fordi du så åbenlyst lukkede livet nede i den sønderjyske kasse på loftet (og ja – jeg ved godt, at du ikke selv ser dig som sønderjyde, men jeg er vokset op nede i det område, hvor du også har tilbragt dit liv … ganske vist lidt længere nordpå … og jeg har oplevet på egen krop, hvordan livet på den anden side af åen er, og tro mig, Hannes, der er ikke særlig stor forskel på dit og mit – jeg ved, at tyskersvinmentaliteten er ondsindet, men den er ikke alt … den jantelovske fortrængning af alle problemer, tyske eller ej, er den værste. den invaliderer, intimiderer, svider, ætser, ødelægger). Så betyder mine egne ar, at jeg desværre også efter vreden forstår, hvor dine mekanismer kommer fra. Og kan mærke min indre troldedæmon røre på sig. Den der siger, at hvis jeg bare kunne få dig til at lytte, så ville jeg kunne åbne dine øjne.
Som Miriam.
Men Hannes. Der er kun en, der kan åbne dine øjne. Og jeg tror ikke, du vil. Åbne dem. Det er meget lettere. At holde dem. Lukket. Og lade være med at leve.
Ikke?
hannesbloggen wrote @
Der er mange, der har lyst til at råbe af mig, Morgan. Det har jeg opdaget.
Kjeldberg råber jo egentlig også af mig i sit spørgsmål om vendekåben.
Egentlig vil jeg bare så gerne have fred. Ikke sådan: “Lad mig være”.
Men virkelig fred.
Jeg længes sådan efter fred.
Det lyder lidt som om, du kender det, Reinhard?
Ved du, hvordan man gør sådan, at man kan få det, uden at nogen råber?
Til tider er jeg så træt.
Måske skulle jeg ro en tur.
Morgan wrote @
Jeg ved godt, du er træt, Hannes. Det tærer, at have en husdæmon i kroppen. Men sålænge du ikke laver dine lekter, så går hverken trætheden eller ikke-roen ikke væk.
 | reinhard on Når jeg undres over en be… |
 | Helene Mark on Når jeg undres over en be… |
 | Morgan on Die Gedanken sind frei |
 | hannesbloggen on Die Gedanken sind frei |
| Morgan on Die Gedanken sind frei |
Kære Hannes
Hvad nu, hvis nogen kaldte dig en fej vendekåbe?