Man kan stadig læse nyheder om romanen Fred og Ro, som Hannes kommer fra. Det kan gøres her: kjeldberg.wordpress.com, hvor en ny dejlig læservurdering af romanen netop er indløbet med ord som: “fremragende roman” og “kunst uden omsvøb” samt “brændende erotik, der svinger mellem ekstase og kvalme”.

Tak for nu.

Ane-Marie Kjeldberg.

Man skal fortælle om, hvad der berør én, det synes for eksempel Miriam.

Og noget, der virkelig berør mig, det er, hvad der sker med romanen om os. Den ligger nr. 1 på netboghandlen eLounge’s skønlitterære bestsellerliste. Det betyder noget for mig. Måske har det alligevel været en god idé at udgive den. Jeg mener, når så mange kan interessere sig for den. Jeg har ikke ment, at vores livshistorier kom andre ved, men nu… Der må jo være noget i det.

Den ligger nr. 3 på den almene liste, altså i kamp med faglitteraturen også.

Det her, det er meget i mine tanker.

Man lander et sted, og så kan man altid finde en måde at klare sig.

Man finder systemet, og så lever man efter det, finder stederne og tiderne, hvor man kan være sig selv.

At ro ud på blankt vand, mærke båden og årerne og rytmen.
Så er man menneske.

Und sperrt man mich ein im finsteren Kerker,
das alles sind rein vergebliche Werke.
Denn meine Gedanken zerreißen die Schranken
und Mauern entzwei. Die Gedanken sind frei.

Jeg har altid bare sagt, at jeg føler mig som jyde.

Jeg fatter ikke, hvorfor alle, der får den slags spørgsmål, ikke bare gør sådan. Iranerne i Gellerup, jordanerne i Vollsmose. Eller hvad de nu er.
Hvorfor siger de ikke bare, at de mest af alt føler sig som jyder eller fynboer, når de bliver spurgt om det der: “Er du mest dansker eller [whatever]?”

Folk bliver så charmerede, og så holder de mund med at spørge, og man kan være, hvad man nu er, i fred. Og man har endda fået goodwill. Man skal bare huske at smile, mens man siger det. Eventuelt tøve lidt først, inden man svarer, så de, der har spurgt, står helt anspændte og parat til at være aggressive. Det er sjovt at se gassen gå af dem.
Og bagefter kan man gå og passe sig selv, tænke sit, være sin egen.

Lise og Gerhard kunne aldrig finde ud af det. Bolle slet ikke.
De gjorde det så besværligt for sig selv.

Der havde jeg det virkelig godt med Miriam i de år. Vi havde begge behov for den afslappelse, der stemte vi overens.

Ja, bortset fra en enkelt misforståelse. Der var måske flere, men den ene gik lidt mere vidt.

Men jeg synes ikke, man skal fokusere på problemerne. Alt i alt var det godt. Jeg tror ligefrem, at presset gav os et endnu bedre sexliv. Det er jeg helt ærligt sagt glad for, så tager jeg gerne stressen med. Det var en fin ‘handel’. Set i det store perspektiv i det mindste. Noget af det var selvfølgelig hårdt.

Men de erfaringer, jeg siden fik, dem havde jeg ikke fået uden det pres. Og de var fede, som Bolle ville sige.

Hårdt presset af vise mennesker i mine omgivelser er jeg nu også blevet blogger.
Mest af alt for at danne lidt modvægt til den store optagethed af den roman, som Ane-Marie Kjeldberg har valgt af skrive om mig, Miriam og Bolle.
Det er udmærket, at hun har skrevet den, hun har åbenbart syntes, at der lå en god historie i vores oplevelser, men jeg synes ikke, man skal glemme, at i en roman er der tale om en udvælgelse af stof. Dermed sker der også en beskæring af sandheden.
Jeg siger ikke, at Ane-Marie Kjeldberg lyver, men jeg tror, man kommer galt i byen ved at tage hendes romans udsagn for sandhedEN om de hændelser, som Miriam, Bolle og jeg gik igennem sammen for år tilbage.